OB(E)JECT
17.02.26 – 21.02.26
| Spilletid | Kl. 20:00 |
| Varighed | Ca. 2 timer & 30 minutter (inklusiv pause) PROGRAM SOLOVÆRK – ca. 40 min. KONCERT – ca. 35 min. AFTERTALK – ca. 30 min. |
| Pris | 75 - 230,- |
Oplev kongelig solodanser ASTRID GRARUP ELBO, når hun i sit første soloværk som koreograf og danser tager et opgør med de stereotyper og kvinderoller, hun normalt forventes at danse, og forsøger at bryde ud af den objektivisering, hun har brugt hele sit liv på at passe ind i. Med udgangspunkt i sin enorme kærlighed til dansen, afsøger hun ballettens hidtil ufortalte historier og undersøger, hvad der sker, når ballerinaen tager ordet.
I dette nye one-woman show tager ELBO livtag med den objektivisering, hun har brugt hele sit liv på at passe ind, og publikum inviteres med helt ind i nærkampen på BLAAGAARD TEATER.
Forestillingen er bygget op i kapitler, hvor kvindefigurer fra ballettens historie får nye stemmer eller for første gang overhovedet får lov til at tale. Følg for eksempel med ud i skoven, hvor ballettens døde kvinder altid bor. De er blevet trætte af at skulle spille de samme flyvende, blege og lette skikkelser, hvis eneste tilsyneladende gøremål er at danse prinser til døde. Nu vil de hellere vise, hvad de egentlig foretager sig i skoven i døgnets øvrige 23 timer.
Soloværket blander dans, tekst og musik og fungerer både som et personligt vidnesbyrd og en bredere undersøgelse af de kunstneriske og samfundsmæssige forestillinger, som former vores syn på krop, køn og normer. OB(E)JECT insisterer på retten til at træde ud af rollerne og på at tage fortællingen tilbage.
På denne tredelte aften inviterer ASTRID ELBO efter soloværket hver aften publikum med til koncert. Her gæster det dansk/tyske klassisk-elektroniske band TOECHTER scenen, der som ELBO arbejder i spændingsfeltet mellem den klassiske kunstuddannelse og det nye eksperimenterende. Afslutningsvis kan du komme med til AFTERTALKS om forskellige stereotyper i balletten.
_____________________________________________________________________________________________________________________
OB(E)JECT – KOM MED TIL AFTERTALK
I forbindelse med opførelsen af soloværket ob(e)ject inviterer ASTRID ELBO hver aften publikum ind i en samtale med en ny kunstner, der sammen med ELBO vil undersøge, hvordan vi kan og skal skabe fremover, hvis vores kunstformer skal overleve og udvikle sig. Alle talks kredser om objektiviseringen af kroppe i kunsten og i verden omkring os. Ambitionen er at finde ud af, hvordan vi med scenekunsten kan skubbe til fortællingerne i samfundet sådan som vi har lært, vi skal være og samtidig inspirere til at skabe mangfoldighed i narrativer og fremstillinger af mennesker i fremtidens kunst.
17. FEBRUAR – NÅR VI NÆGTER AT VÆRE OBJEKTER
ASTRID ELBO møder forfatter DITTE HOLM BRO i en samtale om de såkaldte “universelle” fortællinger og om, hvem der historisk har fået lov til at skrive dem. Samtalen kredser om, hvad vi stiller op med myterne i dag: Hvordan kan vi skabe plads inden i dem, sprænge dem, eller lade dem tage ordet? Med romanen Eva & Jeanne har DITTE HOLM BRO givet to af historiens mest ikoniske kvinder mulighed for at slippe fri af deres endimensionelle roller. Denne aften undersøger vi, hvad der sker, når mytefigurerne nægter at være objekter i andres fortællinger.
18. FEBRUAR - MED DANSEN SOM VÅBEN
I samtale med danser, koreograf og antropolog PHYLLIS AKINYI undersøger ASTRID ELBO, hvordan man med udgangspunkt i sin kærlighed til dansen kan bryde med dens snævre kasser og samtidig bruge kroppen og bevægelsen til aktivt at udfordre de kasser, samfundet sætter os i. PHYLLIS AKINYI arbejder i sine værker med dans som en levende, relationel praksis, hvor kroppen ikke reduceres til form eller objekt, men forstås som bærer af viden, erfaring og medlem af et fællesskab. Denne aften spørger vi, hvordan man kan danse sig fri af stereotyper? Og hvad der opstår i mellemrummene når genre og form udviskes?
19. FEBRUAR - BALLETTENS BØLGER
I 1971 vakte balletten Dødens Triumf opsigt, da ballerinaerne dansede nøgne på scenen. De var kød og blod - ikke døde, flyvende væsner. I samtale med tidligere kongelig solodanser VIVI FLINDT, der selv dansede Dødens Triumf, undersøger ELBO, hvordan balletten kan opdateres, så den igen rummer levende kroppe, erfaringer og samtidens blik, og spørger, hvorfor ballettens udtryk så ofte bevæger sig i bølger mellem frigørelse og tilpasning.
20. FEBRUAR - OB(E)JECT
Denne aften vendes blikket mod ASTRID ELBOs egen rejse med at skabe nye fortællinger. I samtale med danser og koreograf ESTHER LEE WILKINSON går hun i dybden med sit soloværk ob(e)ject. Med udgangspunkt i deres fælles opvækst i balletten udfolder de værket og undersøger, hvordan de forskellige kapitler forholder sig til de mange klassiske balletter, de begge har haft gennem deres kroppe. Publikum får indblik i, hvordan OB(E)JECT leger med klassiske former og inviteres til refleksion over, hvordan historier kan formes i fremtiden.
21. FEBRUAR - EJECT THE OBJECT
I samtale med kostumedesigner MARIA IPSEN udfolder ASTRID ELBO denne aften kostumets rolle i objektiviseringen af kroppen – både i scenekunsten og i vores måde at læse kroppe på i samfundet. IPSENs kostumer åbner for flertydighed og nye måder at være krop på scenen, og sammen undersøger de, hvordan kostumet kan blive et aktivt greb i arbejdet med at skubbe til fortællinger om krop, køn og magt – både på scenen og udenfor. Hvordan kan vi vriste os fri af det internaliserede, objektiviserende blik, skabe rum for kompleksitet og undgå at reproducere stereotyper gennem kostumer? Og hvordan navigerer vi i ønsket om også at blive set, føle os smukke og hvad vil det egentlig sige at føle sig pæn?
Medvirkende
- Astrid Elbo
- Toechter
Skabt af
- Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé ASTRID GRARUP ELBO
- Komponist KATRINE GRARUP ELBO
- Tekst SONJA FERDINAND, ASTRID GRARUP ELBO
- Kostume LARISSA JENNE, m. fl.
- Dramaturgisk konsulent DARIA IURIICHUK
- Lys SARAH FREDELUND, KIA LUNDORFF
- Rekvisitør KLARA SJÖHOLM
- Koreografisk konsulent AMANDA DONATO & YVONNE SADJI-SEMBENE
- Foto MARIA ALBRECHTSEN MORTENSEN
- Musik FLORENCE BEATRICE PRICE, SUDAN ARCHIVES
I samarbejde med
- PRODUCERET MED STØTTE FRA:
- Danish Research Foundation
- Wilhelm Hansen Fonden
- Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden
- Dansk Skuespillerforbund
- William Demant Fonden
- Dansk Tennis Fond
- Beckett-Fonden
- Knud Højgaards Fond
- Lizzi og Mogens Staal Fonden