HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE?

12.04.25 – 30.04.25
Spilletid | Hverdage kl. 20:00 Undtagen onsdag den 16. & onsdag den 23. april kl. 13:00 Lørdag kl. 16:00 |
Varighed | Ca. 60 min. |
Pris | Fra 75 - 230 kr |
Skolebilletter | billet@blaagaardteater.dk |
Triggers | Psykisk sårbarhed og selvmord |
Særlige hensyn | Hensynspladser, mulighed for ledsager dagsforestillinger med nedsat kapacitet |
ARTIST TALK DEN 15. APRIL. KL. 18:30 — PSYKISK SÅRBARHED I DAGENS DANMARK | Kom med bag forestillingen, HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE, når Blaagaard Teater inviterer til en samtale om at være psykisk sårbar i dagens Danmark. LIN MELKANE (dramatiker) AGNES MARIE FREY (influencer) SEBASTIAN NATHAN (digter) ALEXANDER MAYAH LARSEN (teaterdirektør på Blaagaard Teater). Samtalen modereres af MADS AXELSEN (kulturperson og kommunikationsansvarlig på Blaagaard Teater). |
”Vidste I, at en vandmand ikke har nogen hjerne? Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne? Det minder mig om, at en skrue var faldet ud af toiletdøren på hospitalet. Håndtaget hang ikke fast, præcis som forbindelserne mellem mine to hjernehalvdele. De arbejdede bare ikke sammen, og det kan stadig være så svært at forstå, netop fordi de ikke arbejdede sammen”.
Daisy er i reglen birollen, men nu gør Daisy krav på hovedrollen og tager bladet fra munden i et opråb til et velfærdssamfund i krise. Et samfund, hvis rigide og bureaukratiske system underminerer sårbarhed. I en kraftfuld og gribende monolog kaster Daisy lys over hjernens magt over kroppen, medicinens magt over hjernen og systemets magt over mennesket.
HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE er en poetisk og sørgmunter monolog om at være psykisk sårbar og blive gjort til kastebold i et kafkask system. Forestillingen er en forhåbningsfuld drøm om, at vi i fællesskab kan gentænke en mere omsorgsfuld samfundsmodel, der tilgodeser værdien af empati, diversitet, kunst og kærlighed.
INTROVERT SCENEKUNST
Som scenekunstner har LIN MELKANE udarbejdet begrebet introvert scenekunst, der tager afsæt i Lins erfaringer som dramatiker indenfor en per definition ekstrovert kunstart og branche. Med introvert scenekunst ønsker Lin at gentænke scenekunstens processuelle rammer fra læseprøve til forestilling samt den fysiske rammesætning for teaterrummet og dermed publikumsoplevelsen.
”Tryghed er nøglen i introvert scenekunst, fordi der med introverthed følger en vis og ofte stor sensitivitet. Sensitiviteten kan gå tabt, hvis teater udelukkende skal være en ekstrovert kunstart i arbejdsprocessen, som resultat og publikumsoplevelse”. — LIN MELKANE
Med HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE ønsker BLAAGAARD TEATER og det kunstneriske hold at skabe en forestilling, der aktivt arbejder for at skabe et hensynsfuldt, kærligt og trygt teaterrum. Vi tror på, at vi med en øget bevidsthed om introverthed og sårbarhed i vores praksis kan skabe dynamisk og kraftfuldt teater, der tager hensyn til introverte og sårbare scenekunstnere og publikummer uden at kompromittere den kunstneriske kvalitet og oplevelse.
INFO TIL PUBLIKUM
Forestillingen varer ca. 60 min. og indeholder ingen publikumsindragelse eller sansemæssige provokationer som fx stroboskoplys, høj lyd eller røg.
Der er udgang i salens højre side eller via teatrets foyer. Ræk en hånd i vejret, hvis du har brug for at forlade forestillingen, mens den spiller, så bliver du hjulpet ud af en medarbejder fra forhuset.
Vi åbner dørene til salen 30 min. før forestillingens start, så der er god tid til at komme på plads — Man kan både komme ind i salen via vores foyer eller igennem gården, hvis man synes, det er rarest.
Under hele spilleperioden er der hver aften reserveret 16 hensynspladser. De er tiltænkt dig, der nemt kan blive utryg eller overvældet samt en evt. ledsager. Ønsker du en hensynsplads eller to, så skriv til os på billet@blaagaardteater.dk.
Onsdag den 16. april og onsdag den 23. april spiller vi kl. 13:00 med halv kapacitet i salen. Disse forestillinger er tiltænkt til publikum med særlige ønsker om færre mennesker i salen. Til disse forestillinger vil lyset i salen være tændt, og lyddesignet være lavere.
Har du særlige behov eller ønsker til din teateroplevelse, er du velkommen til at kontakte os på billet@blaagaardteater.dk. Så vil vi gøre, hvad vi kan for at oplevelsen bliver så tryg, rolig og god som muligt.
Vores personale har gennemgået et awareness-kursus, så de ved, hvordan det skal håndteres, hvis nogen fra publikum får det skidt eller har brug for noget.
Forestillingen indeholder passager om selvmord.
Hvis du er i krise, kan du anonymt kontakte Livsliniens telefonrådgivning alle dage fra kl. 11-05. på TLF: 70 201 201
ARTIST TALK DEN 15. APRIL. KL. 18:30 — PSYKISK SÅRBARHED I DAGENS DANMARK
Kom med bag forestillingen, HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE, når Blaagaard Teater inviterer til en samtale om at være psykisk sårbar i dagens Danmark.
Mød LIN MELKANE (idé, koncept & manuskript: HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE), AGNES MARIE FREY (SoMe og Content creator med fokus på psykiatrien), SEBASTIAN NATHAN (digter og modtager af Politikens Litteraturpris 2024) og ALEXANDER MAYAH LARSEN (teaterdirektør på Blaagaard Teater).
Samtalen modereres af MADS AXELSEN (kulturperson og kommunikationsansvarlig på Blaagaard Teater).
Medvirkende
- Laura Spottag Fog
Skabt af
- Idé, koncept & manuskript LIN MELKANE
- Instruktør CAMILLA KOLD
- Scenografi, lysdesign & 3D design SIGNE DIGE
- Lyddesign CHRISTIAN HØRBY
- Producent MARIE VILTOFT POLLI
- Producent MIE KANØ
- Dramaturg CHRISTINA WENDELBOE
- Instruktørassistent ALEXANDER GOSVIG PEDERSEN
- Forestillingsleder SIGNE MEHL PEDERSEN
- Afvikler JAKOB FOLKE IVARSSON
- Foto ZUHAL KOCAN
I samarbejde med
- Statens Kunstfond
- BUPL's solidaritets- og kulturfond