ASYLET VED VERDENS ENDE
29.05.26 – 30.05.26
| Spilletid | Fredag kl. 20.00 Lørdag kl. 14.00 & kl. 18.00 |
| Varighed | Ca. 90 minutter uden pausen |
| Pris | 70 - 220 kr. |
| Sprog | Norsk, svensk og dansk Forestillingen tekstes på dansk |
| Rabat | Få 20 % lørdag den. 30. maj kl. 14.00 |
ASYLET VED VERDENS ENDE er en drøm og en virkelighed. Mennesker forsvinder, og de efterladte søger hinanden. Vi aner konturerne af en verden i opløsning og et ulmende oprør. Når en kvinde, som siges at være fra en anden tid, ankommer til asylet, udfordres stedets vante gang. Vi bliver vidner til en kamp mellem ord og krop, tab og oprejsning og en forbudt kærlighed, der i sin umulighed også bærer spiren til håb. Hvor finder man lys, når natten omslutter hele jorden?
Teksten er skrevet af fem prominente nordiske forfattere med vidt forskellige kunstneriske udtryk og erfaringer. Sammen har de søgt at skabe et værk, hvor virkeligheden ikke tilhører én, men mange. Et sted, hvor sprog møder modsprog. Hvor tekster, drevet frem af kollisioner, brud og flerstemmighed, er lige så hjemmehørende som tekster baseret på genkendelse og fælles erfaringer.
Værket er udviklet på bestilling af Cornerstone i samarbejde med Den Nationale Scene og Festspillene i Bergen, og har siden urpremieren i Bergen turneret til Oslo, Stockholm, Stavanger og Fjaler. På scenen står medvirkende fra Norge, Sverige og Danmark i en forestilling, der skildrer en tilværelse på bristepunktet, men som aldrig mister muligheden for forandring af syne.
_____________________________________________________________________
TALK: KOLLEKTIVITET & KUNST— CPH STAGE & BLAAGAARD TEATER — 30. MAJ KL. 17.00-17.45
Kom til talk inden forestillingen "ASYLET VED VERDENS ENDE" og oplev kunstnerisk leder af det norske kompagni Cornerstone, Idun Vik, i samtale med medstifter af scenekunstfællesskabet MØR collective, Anika Barkan, samt forfatter og dramatiker Joan Rang Christensen.
Samtalen vil kredse om den kollektive samskabelse som et kunstnerisk udgangspunkt, og om hvorfor og hvordan vi er optaget af fællesskaber i dag – i kunsten og i samfundet generelt. Samtalen modereres af Manilla Ghafuri.
OM DELTAGERNE
Idun Vik er grundlægger og kunstnerisk leder af det norske kompagni Cornerstone og Bergen Dramatikfestival samt rådgiver for kunstnerisk udvikling ved Den Nationale Scene. Idun arbejder desuden bredt i scenekunstfeltet som kurator, dramaturg, redaktør, producent og scenekunstner.
Anika Barkan har mere en 30 års erfaring inden for scenekunst. Hun er medstifter af scenekunstfællesskabet MØR collective, der er en tværdisciplinær, prisvindende platform for kunstnerisk samskabelse, hvor den kollektive proces er hjørnestenen.
Joan Rang Christensen er forfatter og dramatiker, står bag forlaget Deux Ex Machina og var fra 2013-2025 stifter af og direktør i Johns Teater. Hun har skrevet mere end 50 skuespil, hørespil og bøger, ligesom hun underviser og vejleder på bl.a. Den Danske Scenekunstskole og Den Danske Filmskole.
Manilla Ghafuri er aktivist, debattør og projektleder med over ti års erfaring i at skabe bevægelse for retfærdighed og mangfoldighed. Hun arbejder i krydsfeltet mellem aktivisme, politik og fællesskaber med et særligt fokus på menneskerettigheder, hadtale og minoriteters stemmer.
Arrangementet er gratis.
Medvirkende
- NOSIZWE BAQWA
- MALIK GROSOS
- BAHAREH RAZEKH
- STINE ROBIN ESKILDSEN
- BJØRN WILLBERG ANDERSEN
- FILIP KREMNER (vikar for MALIK GROSOS)
Skabt af
- KOLLEKTIV NORDEN
- Manuskript TALE NÆS
- Forfattere & oversættere JONAS EIKA, FATEMEH EKHTESARI, TIMIMIE GASSKO MÄRAK, HENNING BERGSVÅG
- Instruktion ANNIKA SILKEBERG
- Dramaturg IDUN VIK
- Scenografi & lysdesign JENS SETHZMAN
- Lyddesign & videodesign FREDERIK ARSÆUS NAUCKHOF
- Teknisk ansvarlig PÅL NYGÅRD
- Forestillingsleder STINE SVELLING
- Fotograf SEBASTIAN DALSEIDE
- Forestillingsfotograf JENS SETHZMAN
I samarbejde med
- BERGEN INTERNATIONAL FESTIVAL
- CORNERSTONE SCENEKUNST
- DEN NATIONALE SCENE
- BLAAGAARD TEATER
- Den Nationale Scene, Festspillene i Bergen, TOU Scene, Norsk kulturråd, Nordisk kulturkontakt, Nordisk kulturfond, Bergen kommune, Fond for lyd og bilde, Fond for utøvende kunstnere